Skip to content Skip to footer

Vedtægter for foreningen Skive Handel

§ 1 – Navn, hjemsted mv.

Foreningens navn er Skive Handel.
Foreningen har hjemsted i Skive Kommune.
Foreningen blev stiftet den 12. april 1883, som Skive Handelsstandsforening og er senere fusioneret med Skive City og ændrede pr. 1. januar 2014 navn til: Skive Handel.

§ 2 – Formål

Foreningens formål er at virke til fremme af handel og industri i Skive og opland, herunder at varetage medlemmernes fælles interesser og rettigheder, yde støtte til Skive Købmands Hjælpekasse, samt bidrage til faglig dygtiggørelse af standens ungdom, ved deltagelse i bestyrelsen på Skive College samt Skive Byfond.

§ 3 – Medlemmer

Som medlemmer kan optages alle erhvervsdrivende, som har forretningssted i foreningens virkeområde.
Bestyrelsen kan udnævne personer, der står i et særligt fortjenstfuldt forhold til foreningen, til æresmedlemmer.

Der skal ligeledes kunne tegnes et støttemedlemskab. Støttemedlemmer har ikke stemmeret.

§ 4 – Indmeldelse

Indmeldelse i foreningen sker ved ansøgning til bestyrelsen, Udviklings- og Detailchefen, eller efter forslag fra et medlem.
Bestyrelsen kan nægte optagelse, hvis flertallet af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor.
I tilfælde af at bestyrelsen nægter optagelse, kan spørgsmålet forelægges til afgørelse på den førstkommende ordinære generalforsamling, hvis medlemsansøgeren ønsker det. Afgørelse om optagelse besluttes herefter af generalforsamlingen.

§ 5 – Kontingent

Medlemmerne betaler et årligt kontingent til foreningen.
Kontingentets størrelse fastsættes for et år ad gangen, af den ordinære generalforsamling, efter indstilling fra bestyrelsen.
Æresmedlemmer betaler ikke kontingent.
Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for kontingentets opkrævning.

§ 6 – Udmeldelse og eksklusion

Udmeldelse skal ske skriftligt til foreningens bestyrelse eller Udviklings- og Detailchefen med mindst 1 måneds varsel til 1. januar.
Medlemskab af foreningen ophører automatisk ved kontingentrestance udover 1 år.
Bestyrelsen kan, når samtlige bestyrelsesmedlemmer er enige derom, ekskludere et medlem fra foreningen.
Medlemmet kan herefter, hvis han finder eksklusionen uberettiget, forelægge spørgsmålet til afgørelse på den førstkommende ordinære generalforsamling. Forelæggelse for generalforsamlingen har ikke opsættende virkning.
Bestyrelsens beslutning står ved magt, medmindre flertallet på generalforsamlingen stemmer imod.

§ 7 – Generalforsamling

Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt, senest 1. maj.
Forslag fra medlemmerne, der ønskes fremmet på generalforsamlingen, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen, inden udgangen af februar måned. Indkaldelse til generalforsamling skal ske med mindst 8 dages varsel, ved særskilt skrivelse til medlemmerne eller ved bekendtgørelse i det lokale dagblad samt på foreningens hjemmeside. Indkaldelsen skal kort angive dagsordenen for generalforsamlingen, der minimum skal bestå af følgende:

  • Valg af dirigent
  • Aflæggelse af beretning om foreningens virksomhed i det afsluttede regnskabsår
  • Fremlæggelse af de reviderede regnskaber til godkendelse
  • Behandling af indkomne forslag fra bestyrelsen eller fra medlemmerne.
  • Valg af bestyrelsesmedlemmer til foreningen.
  • Valg af revisorer
  • Eventuelt

Generalforsamlingen ledes af en af dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende vedtægter.
Hvert medlem har én stemme på generalforsamlingen.
Stemmeafgivelse kan alene ske ved personligt fremmøde.

§ 8 – Bestyrelse, konstituering og tegningsregel.

Bestyrelsen består af 7 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen for 3 år ad gangen, således at der afgår 3, henholdsvis 2 og 2, efter tur. Ethvert medlem af foreningen er pligtig til at modtage valg, men er ikke forpligtet til at lade sig genvælge, forinden medlemmet har været udtrådt af bestyrelsen i en 3-års periode. Udtræder et medlem af bestyrelsen i valgperioden, supplerer bestyrelsen sig selv indtil næstfølgende generalforsamling, hvor suppleringsvalg skal finde sted. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen konstituerer sig selv på førstkommende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan vælge at konstituere sig, med formand, næstformand, kasserer, sekretær og menige bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen kan også vælge at konstituere sig sideordnet, uden formand, men således at hvert bestyrelsesmedlem hver især, er ansvarlig for, nogle af bestyrelsen på forhånd fastsatte ansvarsområder, herunder bl.a. økonomi, ansættelsesforhold, administration og kontakt med kommunen. Foreningen tegnes af den af bestyrelsen ansatte Udviklings- og Detailchef, eller af to bestyrelsesmedlemmer i foreningen. I sager af væsentlig betydning, dvs. ved køb, pantsætning eller salg af fast ejendom, såvel som ved dispositioner over 50.000 kr. kan foreningen dog kun forpligtes af den samlede bestyrelse.
De medlemmer, foreningen skal udpege til Skive College, vælges af bestyrelsen.

§ 9 – Regnskab og revision

Regnskabsåret følger kalenderåret.
Foreningens årsrapport revideres af en offentlig godkendt revisor..

§ 10 – Ekstraordinære generalforsamlinger

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når bestyrelsen fra minimum 1/10 af foreningens medlemmer, modtager skriftlig begæring derom, med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet. 

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 3 uger efter modtagelse af begæring herom og skal indkaldes i overensstemmelse med reglerne i § 7.  

§ 11 – Vedtægtsændringer

Til ændring af foreningens vedtægter kræves mindst 2/3 stemmeflerhed af de på generalforsamlingen angivne stemmer.

§ 12 – Foreningens opløsning

Beslutning om foreningens opløsning skal vedtages på en, i dette øjemed, særligt indkaldt generalforsamling.
For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst 2/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. For at forslaget kan vedtages, kræves endvidere at mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer for forslaget.
Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, men forslaget vedtaget med 2/3 af de fremmødtes stemmer, indkalder bestyrelsen til en ny ekstraordinær generalforsamling, der ikke må holdes senere end 30 dage efter den første, hvor beslutningen om foreningens opløsning kan træffes med simpelt stemmeflertal, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er til stede.
Ved foreningens opløsning beslutter den afgående generalforsamling efter bestyrelsens indstilling, til hvilket almennyttigt formål, i overensstemmelse med foreningens formålsbestemmelse, eller andet almennyttigt formål i foreningens virkeområde, foreningens formue skal overføres.

Vedtægterne er opdateret på generalforsamlingen d. 15. marts 2022